Solstrålen

Den kolde og våde asfalt ramte ham hårdt i ansigtet, han kæmpede fortumlet for at komme tilbage til far. Han var sikkert på vej efter ham, måske i en anden taxa, han ville tilbage ham, tilbage til far og væk fra Ise-Kaj og få ham hjem, hjem og sove, hjem og hygge, hjem og alt ville være som det plejer. Mor kalder efter ham med angst i stemmen det lød helt forkert, selv om han ikke helt forstod, hvad hun sagde.
Alt virker også mere sløret og mere mørkt, benende knækkede hele tiden under ham, og svage lyde af skridt lød som om de kom langt væk fra, han følte sig kold ikke på grund af regnen, eller af den kolde asfalt, nej det var noget andet, sort pletter begynde at vise sig for ham, selv om han gned sine øjne flere gange. Han ser en person stå ved siden af sig som falder på knæ, kunne det være far? Eller var det mor? Han var ikke sikker lydende forsvandt og han kunne ikke rigtig se hvad farve jakken var, alt virkede mere og mere mørkt og sort. Han tænkte kun på en person som han ville se lige nu, han kan ikke selv høre hvad, han sagde, men ordene var fra hans hjerte. ”far, jeg elsker dig.” mere husker han ikke, da han vågnede lå han og kikkede op på et stort hvid loft, det var langt mere lyst, end han synes var godt, for sine øjne. Han løftede sin hånd og mærkede på nogle bandager, som var snoet forsigtigt rundt om hans hoved, hånden rystede og gjorde også meget ondt. Han kikkede lidt rundt, og så en person liggende med hovedet nede i dynen, kunne det være? Og der lå han, der lå far og sov helt stille, ved hans side. Han smillede, og lagde sig igen, til at sove, der var ikke mere, han kunne ønske sig.